week17

Uge 17

DIT BARN

Tid til at tage lidt på

Det går hurtigt nu, barnet er ca. 18 cm langt, og vægten ligger på omkring 200 gram. Det mangler næsten helt underhudsfedt, men fra og med nu begynder det at lagre fedt i kroppen. En bestemt type fedt, der kaldes brunt fedt, fungerer lidt som et overlevelsesreserve for barnet og hjælper det med at holde varmen, når det er blevet født. Arme og ben er tynde – det meste af skelettet består stadig af blød og smidig brusk. Under det andet trimester er hjernens udvikling intensiv. Den beskyttes af løst sammensatte kranieknogler, der lidt efter lidt vokser sammen, men fontanellen – det store, bløde område mellem kranieknoglerne – bliver der længe; ofte indtil barnet er omkring to år. Øjenlåg dækker øjnene, der først åbnes i uge 26, men barnet opfatter alligevel sine omgivelser og kan reagere på det, der sker uden for maven ved fx at fare sammen ved pludselige, høje lyde. Det kan stadig bevæge sig forholdsvis frit inde i hindesækken. Barnet vejer nu mere end moderkagen, og graviditeten kan med stor sandsynlighed ses nu.

MOR

The glow™ - eller ikke ...

At være gravid behøver ikke altid indebære poser under øjnene, dårlig hud eller skavanker – tværtimod kan lige netop det andet trimester byde på et boost for både hår, hud og velværet. Den der ”glow”, som folk taler om, kan sagtens opstå, og mange sover også godt – en slags ro kan indfinde sig. Det er heller ikke umuligt, at sexlysten stiger på grund af den stigende blodmængde, eftersom den også påvirker bækkenområdet og slimhinderne i livmoderen. For dig, der slet ikke kan forstå, hvad vi snakker om, så er det smukke hår, den glatte hud og den fantastiske sexlyst ikke noget, som alle får. Der er ingen retfærdighed, når det kommer til graviditeternes fordele.

PARTNER

Tid til en rejse?

Overvejer I at tage ud og rejse, inden barnet kommer? Hvis graviditeten forløber uden alt for mange skavanker og går fint, så kan det være en god idé at gøre det snart. Man kan sagtens rejse både på land og i luften, men flyselskaberne kan have forskellige regler for, hvor sent i graviditeten, man må rejse med dem. Det kan også være klogt at høre med forsikringsselskabet, hvilke regler der gælder, hvis man får brug for lægehjælp, når man er i udlandet – de fleste indboforsikringer dækker for eksempel ikke hospitalsregninger efter uge 28. Du og din partner kan være nødt til at tænke en ekstra gang på bagagen – hvis I skal flyve, kan støttestrømper og næsedråber med saltopløsning være praktisk. Og hvis I rejser til solen, så er det naturligvis altid klogt at tage solcreme med, men eftersom gravide har nemmere ved at få pigmentforandringer, så er det en ekstra god idé at være omhyggelig med det nu.