Står barnet fast?
Huden på det lille barn er stadig dækket af et tykt lag fosterfedt, vernix, der beskytter det mod fostervandet – når barnet bliver født, er der store chancer for, at en stor del af fosterfedtet stadig sidder på kroppen, så den ser lidt fedtet ud. Navlestrengen er næsten en halv meter lang og minder lidt om en gammel telefonledning: spiralformet, elastisk og stærk. Barnet vejer nu ca. 2,4 kg og kommer til at tage 25-30 gram på om dagen fra nu af. Hvis barnet fødes nu, er lungerne nu så modne, at det vil kunne trække vejret selv. Nu hvor den sidste del af graviditeten nærmer sig, plejer de fleste børn at lægge sig parat og stille sig med hovedet fast i bækkenet. Det kan være en af grundene til, at det bevæger sig på en anden måde end tidligere – der er jo ikke så meget albuerum som tidligere. Men selvom bevægelserne føles anderledes, så kan man mærke dem lige så tit som tidligere. Mange oplever, at barnet har mere bestemte sove- og vågenperioder – med en aktiv periode om aftenen – hvilket er en soverutine, som barnet sandsynligvis tager med, når det ikke længere ligger i maven.
Kommentarer fra omgivelserne
Er maven ikke lige lovlig lille? Er du sikker på, at du ikke venter tvillinger? Hvor meget har du egentlig taget på? Nu KAN du da ikke blive større! Eller også bliver du måske overrumplet af nogen, der tager sig den frihed at mærke på din mave uden at spørge først. Omgivelsernes reaktioner på graviditeten kan både gøre en skruptosset og ked af det – og det er der ikke noget galt i. For hvornår blev det i orden at kommentere eller tage på et andet menneskes krop på den måde? Du er ikke allemandseje, bare fordi du tilfældigvis er gravid, og det er omgivelserne nødt til at acceptere. At demonstrativt træde et skridt tilbage, når et par ubudne hænder nærmer sig maven eller med glad stemme svare ”tak i lige måde”, når nogen kommenterer, hvor ufatteligt stor, du er blevet, kan være en god måde at indlede en samtale om, hvornår det egentlig er i orden at kommentere andres kroppe. Vi ved, at man ikke altid orker at tage diskussionen – især ikke hvis det er en af dine nærmeste, der bærer sig klodset af, men hvis du viser, hvordan du har det med det, kan det være, at du slipper for det i fremtiden. Det er godt, at du giver udtryk for, at du bliver ked af det eller bekymret, når du hører deres kommentarer, for det er højst sandsynligt ikke afsenderens mening at få dig til at få det dårligt, og hvis du siger fra, så får vedkommende noget at tænke over og får mulighed for at ændre sin adfærd.
Op og ned?
Nu begynder det at blive trangt for barnet og tungt for moderen. Barnet trykker og presser på indefra, hvilket mildest talt er anstrengende. Det er ikke nogen dans på roser at være højgravid. Barnet har forberedt sig på fødslen i lang tid og begynder nu så småt at blive klar – det har sandsynligvis lagt sig til rette med hovedet nedad. Nogle få børn vælger andre stillinger: på tværs eller med numsen nedad, såkaldt sædestilling. Hvis det sker, så får man tilbud om et vendingsforsøg, eftersom man helst skal føde, så barnets hoved kommer først. Et vendingsforsøg indebærer, at en fødselslæge prøver på at få barnet til at ændre stilling ved at trykke på maven på en bestemt måde. Det kan se ubehageligt ud for den, der ser på, men lægerne har helt styr på, hvad de gør. Moderen kan dog blive lidt øm i mavemusklerne bagefter. Vendingsforsøg gør man tidligst i uge 36, og de er, hvilket du sagtens kan forstå, hvis du ser et, ikke noget, man skal prøve på at gøre selv. Det kan være godt at vide, at det ikke er alle vendingsforsøg, der lykkes, men at barnet selv kan tage initiativ til at vende sig senere. Hvis det er et barn, der virkelig ikke vil, og som i stedet bliver liggende i sædestilling, så kan det blive aktuelt med et kejsersnit. Mange børns hoveder, men ikke alles, kommer også til at stå fast hen imod slutningen af graviditeten. Det indebærer, at barnets hoved synker dybt ned i bækkenet. Når barnets hoved først står fast, kan barnet ikke vende sig igen, men bliver liggende der, hvor det er. Når du besøger jordemoderen, mærker vedkommende også efter, om barnets hoved står fast, eller om det er bevægeligt. Man kunne måske godt tro, at fødslen er lige om hjørnet, når hovedet står fast, men der er ikke nogen forbindelse mellem, om hovedet står fast eller ej og tidspunktet for, hvornår fødslen går i gang. Hvis man er førstegangsfødende, så plejer barnet at være lidt hurtigere til at lægge sig til rette end de børn, der kommer bagefter i søskendeflokken, men man ved ikke hvorfor. Men der er også en del børn, som overhovedet ikke er interesserede i at glide ned i bækkenet, og da taler man om, at barnet er bevægeligt.
