week10

Uge 10

DIT BARN

Organerne på plads

Nu er alle organer på plads, men de er langt fra færdigudviklede. De skal i ca. 30 uger fra nu af modnes i takt med, at barnet vokser. Hjertet, der har slået taktfast siden uge 6, er fuldt udviklet, men det er meget lille. Mange af hjernens og nervesystemets funktioner er også allerede klar, og skjoldbruskkirtlen er begyndt at udskille hormonet thyroxin, der styrer cellernes energiomsætning. Barnet er ca. 3 cm langt og flyder rundt i en væskefyldt hindesæk. På fingre og tæer kan man se antydningen til led og negle. Smagsløgene udvikles, og øjnene bevæger sig fremad for at finde deres plads. Barnet kan opfatte lys, men ikke blinke endnu. Nu dannes det indre øre også, men det varer lidt, inden barnet kan høre.

MOR

Hvornår skal man fortælle det?

Du lever med din graviditet både dag og nat. Du sover måske dårligere, end du plejer og har brug for at gå på toilettet en eller flere gange pr. nat. Det er ikke helt ualmindeligt, at man føler sig opsvulmet, og bukserne sidder sandsynligvis ikke rigtigt, som de plejer. Hvis du stadig ikke har fortalt, at I venter barn, så begynder det snart at være en udfordring at skjule kroppens forandring. Det kan også være lidt besværligt at skulle finde undskyldninger for et humør, der skifter fra det ene sekund til det andet. Det er nemlig ikke altid det, du tror, der afslører dig. Måske er det mere det, at du er holdt op med at drikke kaffe, end at du småspiser og tager et ekstra stykke brød på arbejdet, der gør, at folk begynder at lugte lunten. Eller de lidt store tørklæder, der hænger skødesløst hen over maven for at vildlede blikket, den store skjorte eller det lidt distræte blik. Du ved måske godt selv, at man ikke rigtig kan sætte fingeren på, hvad det er, der får en til at spekulere over, om en person venter sig. For at forebygge jernmangel anbefaler sundhedsstyrelsens et jerntilskud på 40-50 mg dagligt fra nu og resten af graviditeten.

PARTNER

Hos jordemoder

I kommer til at møde jordemoderen en række gange i løbet af graviditeten – en stor del af opmærksomheden vil være rettet mod den, der bærer barnet, med undersøgelser i form at urinprøver, blodtryk og undersøgelse af maven. Det er dog også vigtigt for jordemoderen at tale med jer begge to om forventninger og eventuelle bekymringer og at besvare jeres spørgsmål. Så dine spørgsmål er vigtige, og det er en god idé at tage derhen sammen, selvom prøverne ikke bliver taget på dig. At vide, hvad der sker, er også noget, der gør dig delagtig og giver dig mulighed for at støtte din partner. Nogle gange kan det godt være, at du ikke kan være der rent fysisk, men så kan man undersøge muligheden for at deltage digitalt. Blodtryk holder man øje med under graviditeten – ofte falder det i begyndelsen, og derefter stiger det igen i løbet af de sidste tre måneder. Urinprøver tager man for at tjekke, at der ikke findes protein, eller æggehvidestof, som det også kaldes, i urinen, eftersom det kan være et tegn på blærebetændelse, at nyrernes funktion er nedsat eller svangerskabsforgiftning.