week37

Uge 37

DIT BARN

Parat til at komme

Klar! Eller njae, barnet er oftest så tilpas klar til livet, at det kan klare sig uden neonatal pleje, hvis det skulle blive født nu. Men de fleste forældre må vente yderligere et par uger, inden tiden er inde til at ses. Barnet har nemlig stadig et par ting på sin to do-liste inde i maven: Tage 200-250 g på om ugen for at have endnu mere at tage af, når det er kommet til verden. Udsætte lungerne for hård træning ved at trække fostervand ind og presse det ud igen. Fylde depoterne med vigtig næring, så det kan klare den krævende fødsel. Øve sig lidt ekstra i det her med koordinationen – det at kunne tage fat om ting med fingrene er noget temmelig nyt. Og – hvis det ikke er gjort endnu – vende hovedet nedad mod bækkenet. Hvis det nu er sådan, at barnet har valgt at vende numsen nedad, så får man tilbudt et forsøg på at vende barnet.

MOR

Ventetiden er snart ovre

Er puslebordet klar og tasken til fødegangen pakket? Det kan være på tide at ordne det nu – vi har en lille tjekliste i appen. Du har sikkert stadig yderligere en konsultation eller to hos jordemoderen, inden tiden er inde. Hvis der er noget, som bekymrer dig inden fødslen, så benyt lejligheden til at snakke om det. Selvom du har skrevet et fødselsbrev, så er det almindeligt, at man også noterer, hvad du vil, eller hvis der er noget, du er bekymret for, i din journal. Den følger med fra jordemoderen til fødegangen, så de medarbejdere, der er der sammen med dig, kan læse den. Nu får du måske stadigt kraftigere plukveer i livmoderen. De er ikke farlige – du skal bare betragte dem som påmindelser om, at tiden snart er inde til, at du skal møde dit lille barn for første gang. De fleste er holdt op med at arbejde omkring dette tidspunkt og gået på barsel – det kan være rart at få lidt tid til at slappe af og samle kræfter, inden den livsomvæltende begivenhed, der venter. Og få lidt tid til at forberede sig. Hvis I er flere forældre, så sørg for at dele ansvaret med at gøre klar til barnets ankomst mellem jer – dels så du får mulighed for at hvile dig lidt, men også så din partner får mulighed for at få et overblik over tingene. Har du planer om at amme barnet? Forbered dig på, at det kan være krævende. Barnet har en stærk sutterefleks, og det er ikke unormalt at opleve ømhed og ubehag de første dage og i forbindelse med at mælken løber til. Nogle kvinder oplever stærke smerter og får sår på brystvorterne. Det er altid vigtigt at lede efter årsagen til smerter, der ofte blot skyldes at barnets teknik ved brystet ikke er god nok. I den situation er det vigtigt at bede om hjælp. Prøv desuden at finde dig til rette med, at det kan være udfordrende og meget tidskrævende i starten, for når det først er på plads, så bliver det nogle hyggelige stunder for jer begge to. Man ved i dag meget om, hvad der er vigtigt for at amningen kommer godt i gang; lig hud mod hud med barnet så meget som muligt, find behagelige ammestillinger, hvor barnet får godt fat, lad barnet komme til brystet så ofte det vil, og få hjælp og støtte fra din partner. Bed også personalet på fødegangen om hjælp, – de kan fx vise dig, hvordan man kan malke lidt ud selv, når barnet skal ammes de første gange og vejlede dig i gode ammestillinger.

PARTNER

Ideer til gaver

En push-gave er, som så meget andet, et oprindeligt amerikansk fænomen, der er blevet temmelig almindeligt i Danmark. For dig, der aldrig har hørt om det før, så er det ganske enkelt en gave, man giver sin partner for at vise, at man værdsætter den præstation, det er at bære på et – eller flere – børn i ni måneder og derefter gennemleve en fødsel. Men at vise nybagte mødre, at man værdsætter deres indsats, ved at give dem gaver, er jo et fænomen, der findes i mange kulturer. Hvorvidt din partner vil sætte pris på en push-gave eller ej, ved du nok bedst selv. Men hvis du vil give noget efter fødslen, så tænk på, at det skal være et minde, og at det skal være til hende – ikke til barnet eller jeres fælles familie. Det er almindeligt, at man køber smykker eller et ur med indgravering eller en fotosamling med billeder fra graviditeten. Men det behøver ikke være noget materielt – måske er det endnu mere værdsat, hvis det er et personligt brev, hvor du giver udtryk for din kærlighed og din påskønnelse. Hvis du er i tvivl om, om det er noget, hun vil sætte pris på, så er der garanteret en række venner, du kan spørge til råds!