week24

Uge 24

DIT BARN

Stadig masser af plads

Nu, mere end halvvejs gennem graviditeten, kan man se, at barnet mere og mere begynder at ligne et nyfødt barn. Det er ca. 31 cm langt, vejer ca. 650 gram og har et stort behov for at bevæge sig (indtil videre er der stadig god plads til at sprælle rundt). Alt det, barnet har brug for med hensyn til varme, mad og stimulans, findes der i livmoderen. Det reagerer på flere og flere sanseindtryk – mærker sig frem, oplever smage, hører og reagerer på lyde. Stemmer, som barnet hører i dets nærhed, kan det lære at genkende og reagere på ved fødslen. Øjnene er for det meste lukkede, men de små øjenlåg kan blinke. Lungeblærerne, der kaldes for alveoler, begynder nu at udvikles og der produceres et stof, som kaldes surfactant. Surfactant har til opgave at holde lungeblærerne udspændte, så lungerne ikke falder sammen og klistrer sammen, når barnet skal fylde dem med luft for første gang. Hvis barnet skulle blive født allerede nu som et af de utroligt få børn, der bliver født så tidligt, så er der chancer for, at det kan overleve – selvom det ville have brug for omfattende pleje på en neonatalafdeling.

MOR

Sig hej til dine nye bryster!

Du har måske lagt mærke til, at dine bryster har været lidt anderledes det sidste stykke tid, og at blodårerne er blevet tydeligere? Det er fordi mælkekirtlerne er begyndt at modnes. Det er ikke usædvanligt, men det sker for langt fra alle, at der kan lække lidt mælk ud fra brysterne allerede nu. Det er råmælk, eller kolostrum, som det også kaldes. Den gule, lidt fedtede mælk dannes under graviditeten, og den er utroligt næringsrig, så barnet får så meget næring som overhovedet muligt de første måltider. Et par dage efter, at barnet er blevet født, så bliver den til almindelig brystmælk. Hvis det føles ubehageligt, at brysterne lækker mælk ud, så findes der indlæg, man kan købe på apoteket, som man kan lægge i bh’en, så slipper du for at føle, at du går rundt med to våde pletter. Nogle gange kan der lække lidt mere ud om natten, eftersom brysterne kan blive trykket sammen alt efter, hvordan man ligger – læg et håndklæde under, så slipper du for, at det bliver ubehageligt. Selvom du synes, at det er lidt besværligt og helst vil have, at det skal holde op, så skal du ikke prøve på at presse mælken ud, for da stimuleres mælkeproduktionen nemlig, og så bliver det bare til endnu mere. Hvis du ikke kan mærke nogen større forandring på dine bryster, eller hvis du tænker, at de er så små, at de umuligt vil kunne mætte et barn, så skal du vide, at størrelsen overhovedet ikke har nogen betydning her. Mængden af mælk påvirkes ikke af, om man har store eller små bryster, eller om de lækker mælk ud under graviditeten eller ej.

PARTNER

Forberede søskende

Er der kommende søskende derhjemme? Hvis ja, så er der stor risiko for jalousi, især hvis det er første gang vedkommende skal have et søskende. Tanken om at være nødt til at dele sine forældre med en anden – og endda nogen, man ikke kan se, mærke eller lege med – er ikke en særlig opløftende tanke. Børn ved jo ikke, at et hjerte bare vokser og vokser, når det finder kærlighed, og faktisk kan rumme uendelige mængder! Gå ikke ud fra, at barnet er lige så spændt på at møde det lille nye familiemedlem, som I er. I skal derimod lytte, bekræfte og tale med kærlighed og empati om alle følelser – og fortælle den ældre søskende, at man ikke kan levere en lillebror eller lillesøster tilbage til sygehuset, selvom forslagene er kreative og ærlige fra barnets side. Jalousi er en naturlig del, men det kan gøre den videre rejse nemmere, hvis man allerede under graviditeten forbereder og involverer det ældre barn: Syng yndlingssangene for maven, og fortæl, at barnet derinde kommer til at kunne genkende sin ældre søskendes stemme, når det er blevet født. Tegn tegninger, kærtegn maven og mærk efter spark. Hvis der er mulighed for det, så kan storebror eller storesøster tage med hen til jordemoderen for at lytte til hjertelyden. Hvis man er rigtig modig, så kan man lade barnet være med til at vælge navn … Når barnet er kommet til verden, så kan det være en god idé at bede familie og venner, der kommer på besøg, at sig hej til og snakke med den ældre søskende først – og gerne have en lille gave med til det ældre barn for at fejre. Et godt tip er at have et par indpakkede gaver klar til at lægge frem, hvis der skulle være nogen, der har glemt det.