week5

Uge 5

DIT BARN

Fuld aktivitet i livmoderen

Embryoet, der skal udvikles til et foster, er nu ca. 4 mm langt. I første trimester måles barnet fra hoved til numse, det der hedder Crown-rump-length (CRL). Begyndelsen til det, der senere bliver til armene, stikker ud fra kroppen som bittesmå knopper. Det, der senere bliver til hjernen, har delt sig op i to halvdele, og man kan se, at rygraden er ved at blive dannet. Mellem ryghvirvlerne trænger der nervebundter ud fra rygmarven, og de kommer til at forgrene sig til hele kroppen. Nu vil det snart vise sig, om det bliver en pige eller en dreng. Afhængig af om det er en sædcelle med et x- eller et y-kromosom, der har ramt ægcellen først, så frigives nu enten testosteron eller østrogen og afgør udviklingen af fostrets kønsorganer.

MOR

Var testen positiv?

Hvis du ikke allerede har taget en graviditetstest, så har du sikkert på fornemmelsen nu, at du er gravid, om ikke andet så fordi, din menstruation ikke er kommet, som forventet. Hvis du tager en graviditetstest nu, så er den højst sandsynligt positiv. Føles brysterne anderledes? Det er ikke ualmindeligt, at de bliver større og spænder lidt, eller at du begynder at tisse lidt oftere, end du plejer. De ekstra toiletbesøg skyldes, at der er mere blod, der strømmer gennem området omkring livmoderen, men også at den vokser og kan trykke lidt mod urinblæren. Man føler sig som regel også lidt mere træt, sulten eller har kvalme, hvilket ikke er så mærkeligt, for kroppen arbejder og bruger en masse energi på, at skabe et lille væsen. Hvis kvalmen er for slem, kan det faktisk hjælpe at spise – men lidt og ofte. Hvis du ikke allerede spiser ekstra folinsyre, så begynd med det nu og sørg for at spise det indtil uge 12. Nu kan det være et godt tidspunkt at ringe til lægen for at bestille tid til den første konsultation. Lægen hjælper dig med at besvare dine spørgsmål, og hvis du vil have hjælp med at tage en graviditetstest, så kan du gøre det dér. Hvis du er blevet gravid ved hjælp af kunstig befrugtning, så får du tid hos en læge på fertilitetsklinikken, så vedkommende kan foretage en scanning. Du er dog stadig nødt til at ringe til din egen læge og bestille en tid til den første konsultation, da det er her du følges og bliver henvist til jordemoder og fødested.

PARTNER

Ring til lægen

Nu er I måske klar over, at I er gravide – og hvis I har gennemgået en IVF-behandling, så har I sikkert vidst det et stykke tid. Det at få at vide, at man skal være forældre, er for de fleste en helt omvæltende følelse, der er svær at begribe. Især for den, der ikke kan mærke de kropslige forandringer – og knapt kan se dem endnu, på nær at ens partner falder i søvn midt i den film, man prøver på at se sammen … Hvis man læser lidt om det og får indsigt i og forståelse for, hvad der sker i løbet af graviditeten, så kan det være nemmere at føle sig mere delagtig og frem for alt have nemmere ved at støtte sin partner i de lidt hårdere måneder, der kommer. Et konkret eksempel er jo, at der kan være brug for lidt forandringer – der er mad, man bør undgå, når man er gravid, alkohol og nikotin er ekstra skadeligt i den periode, hvor fosteret udvikles osv. Lige netop passiv rygning er farlig både nu, og når barnet er født. Nu kan I når som helst ringe til jeres egen læge og bestille tid til den første graviditetskonsultation. Ved kunstig befrugtning finder det første møde sted på fertilitetsklinikken, hvor en læge foretager en scanning. Selvom man har gennemgået en IVF-behandling, så skal man bestille tid til den første konsultation hos lægen alligevel.