week32

Uge 32

DIT BARN

Kraftige spark

Nu er der stor sandsynlighed for, at de kraftige sparks tid er her. Barnet har forbavsende stor kraft og kan give sin ømme mor nogen ordentlige spark. Et velrettet spark mod blæren kan sagtens resultere i, at man kommer til at tisse lidt i bukserne – betragt det som en lille påmindelse om at lave knibeøvelserne. Barnet vejer nu ca. 1,8 kg. Men barnet skal vokse sig endnu større – i løbet af de resterende otte uger skal det tage yderligere ca. 2 kg på. Hvor meget det rent faktisk vejer, når det kommer til verden, varierer dog og afgøres af flere forskellige ting, bl.a. genetiske faktorer, og i hvilken uge barnet bliver født. Hvis barnet har en tissemand, så er det nu, testiklerne starter sin vandring ned til pungen. Hvis pungen ser lige lovlig stor ud, når barnet kommer ud, så er det ikke noget, du skal være bekymret over. Hævelsen skyldes væske, der har samlet sig, og den forsvinder efter en uges tid.

MOR

Fødselsbrev

Det er helt umuligt at vide, hvordan ens fødsel kommer til at forløbe. Men der er ikke noget, som forhindrer en i at forberede det, man rent faktisk kan have styr på. I et fødselsbrev kan du skrive de ting, der er vigtige for dig, uanset om du skal føde vaginalt, eller om det bliver med kejsersnit. Og eftersom man aldrig med sikkerhed kan vide, hvor travlt det lille væsen har med at komme ud, så er det en god idé at skrive brevet ret snart. Et fødselsbrev skal naturligvis indeholde navn og CPR-nummer på dig, der skal føde. Men derefter kan du bare skrive en liste med det, du vil have, at personalet på sygehuset skal vide: om der er noget, du bestemt ikke vil, noget du er bange eller nervøs for, og hvordan eventuelle andre fødsler er forløbet. Hvis det er planen, at du skal føde vaginalt – hvilket det er for de allerfleste – kan det være en god idé at overveje, hvordan du har det med hensyn til smertelindring og fødselsstillinger. Alt dette er dog ikke noget, du behøver tage stilling til på forhånd, du skal bare skrive, hvordan du forestiller dig det. Et godt tip er at lade være med at skrive det som en lang roman og i stedet lave en punktliste, som personalet hurtigt kan læse igennem, når de står der, hvis det lige pludselig går hurtigt. Din partner, hvis du har en, eller en anden ledsager skal også vide, hvad der står. Hvis du er usikker på, hvordan du skal komme i gang, så finder du en tjekliste i Libero-appen. Og der er som sagt ikke noget, der er hugget i sten. Der er ingen overhovedet, som synes det er mærkeligt, hvis du skifter mening om noget af det, der står i brevet. En fødsel kan ikke skemalægges eller planlægges ned til den mindste detalje, og man kan ikke vide, hvad man kommer til at opleve. Hvis der er noget, som personalet på fødegangen er vant til, så er det ændrede planer.

PARTNER

Hjernegrød

Du har måske lagt mærke til, at din partner bliver lidt fraværende engang imellem? Mange gravide oplever – nu hvor man er ved at nærme sig mållinjen – at det er svært at holde fokus, svært at træffe beslutninger, og man glemmer en hel del. Det kan sagtens være, at det er de søvnløse nætter, der spøger, men at tankerne vandrer kan måske også skyldes, at både krop og hjerne fokuserer på barnet i maven. Den forestående fødsel, tankerne omkring, hvordan det bliver at være forældre – alt dette kan gøre, at det bliver svært at fokusere på noget som helst andet. Mange plejer at beskrive det som gravid-tåge eller hjernegrød. At man ligesom bliver lidt indadvendt, lader verden stå stille, samtidig med at man selv tjekker ud fra det meste. Det kender du måske fra dig selv? Selvom du ikke har barnet i din mave, så ligger en stor del af dit fokus sikkert på det lille væsen, der snart kommer til verden. Ting, du måske var lidenskabeligt optaget af før, føles måske lidt trivielle nu. Det er ikke så mærkeligt – det er bare et skridt i dine forberedelser på at blive forælder. Du kan forberede dig på forskellige måder. Nogle er mere konkrete – som at samle et puslebord, diskutere børneforsikring eller testkøre barnevogne (vi har en god tjekliste i Libero-appen med alt, man skal have snakket om). Men i dit indre føler du måske, at tankerne myldrer rundt – hvordan kommer fremtiden til at se ud? Hvordan kommer et nyt lille væsen til at påvirke vores familiekonstellation, hvor meget tid kræver et barn egentlig, og den der tid til sig selv, som man hører andre forældre snakke om – bliver man virkelig nødt til at give afkald på ens egne interesser? Snak om dette, og hvordan du har det, med din partner og dine venner. Der er ingen rigtige og forkerte svar, men det er ofte en god idé at ventilere sine tanker, og det, du går og tænker på, er jo noget, som alle kommende forældre oplever.